Nationalpark.dk

Det første skib ved verdens ende og molboen i marken

Af Bjarne Bekker
Debatten, eller skyttegravskrigen om man vil, mellem tilhængere og modstandere af en nationalpark i Det sydfynske Øhav, raser immer. Langelands kommunalbestyrelse har meldt øen ud af en eventuel nationalpark. Ærø, Svendborg og Faaborg-Midtfyn er på vej med en afgørelse. Den oprindeligt planlagte, meget store nationale park, er skrumpet undervejs i debatten. Nu kunne det ligne en afgrænsning til Det sydfynske Øhav og enkelte kyststrækninger.
Men når man i selskab med 34 andre smakkejoller en lille uge sejler rundt i området, er der ingen tvivl om, at Øhavet allerede udgør en smuk, national park. Man mangler blot skilte og skillinger. Stå til søs med »Haumoana« af Faaborg - se linket herunder - og nyd i fem dage en prægtig sejlads for vinden.

Tilskud, tilskud og tilskud – samt retten til at dele og herske
Favnes der bredt, og kombinerer man de bedste intentioner fra Nationalpark-muligheder og SlowFood-bevægelse, vil der helt sikkert åbnes nye veje for at fortsætte og udvikle Det gode Liv på Fyn og de øer, der allerede nu ligger som en vidunderlig smuk, indbydende nationalpark. Som perler, vi skal passe på at bevare, men også dele med andre.
Det er tankevækkende, at den langstrakte debat stort set ikke handler om naturen, bedre infrastruktur eller tilflytning, men primært om tilskud til alverdens spekulative projekter. Men især om retten til jorden og skovene. Om retten til at dele og herske. Give adgang eller forbud.

Hvad med naturen, det billige skidt?
Tilbage står dog stadig det allervigtigste argument, set med undertegnedes øjne: Hvordan bevarer man ikke blot naturen, men de samfund i øhavet, der gennem århundreder har overlevet krige og kriser. Men som i dag lukker ét efter ét. Foreløbig er det gået ud over tidligere beboede øsamfund som Egholm, Halmø, Strynø Kalv, Hjelmshoved og Svelmø. I dag har Hjortø fem beboere og Birkholm ligeledes fem. Af og til er der også færgedrift. Måske bliver dagens post sejlet til øen!
Samtidig med at næsten al offentlig service, herunder dagpleje, sygepleje, postbefordring, færgefart og det kirkelige liv indskrænkes eller fjernes helt, debatteres der på andet år »...hvad skal der være i Nationalparken?«. En liste så lang som en smørrebrødsseddel fra Ida Davidsen er fremlagt. Men hvad med naturen, det billige skidt?.

Find parkeringsplads til 2.500 flere biler – om dagen!
Ikke engang Danmarks Naturfredningsforening opponerer mod substanden i NIRAS-rapporter, der fremhæver det fantastiske i, at måske 900.000 flere vil ud i naturen når blot den kommer til at hedde Nationalpark Sydfyn, Øhavets Nationalpark eller...?
I tre sommermåneder handler det om 10.000 flere turister – om dagen. Kommer de i egen bil, med fire i hver, skal der skabes parkeringsplads til 2.500 biler. Man tænker uvilkårligt på sin barndoms eventyr om molboerne, der bar manden med de store fødder ud på marken for at jage storken væk – på en ladeport – at han ikke skulle trampe kornet ned...
Min personlige mening, da nationalparkdebatten startede, var at være forsigtig positiv, fordi jeg så muligheder for en bedre fremtid for de sydfynske småøer. Da jeg blev involveret i skeptikergruppens arbejde, og dér oplevede mindre demokratisk adfærd, vendte jeg tilbage til mit oprindelige standpunkt: En nationalpark vil give muligheder, de små samfund ikke har i dag. Men en nationalpark-lovgivning SKAL også styre og bremse den begyndende tivolisering og laden hånt om naturen, som allerede nu er en konsekvens af den stærkt stigende interesse for at bruge de små øer og holme i oplevelsesindustrien